I efteråret fik jeg fornøjelsen af at opleve synth-pop-bandet EmmaDop optræde på min højskole. Selvom det var en helt almindelig tirsdag, og samtlige koncertgæster var pinligt ædru lykkedes det dem alligevel at spille hele salen op til dans, og gav os en af opholdets bedste koncerter.
Ugen efter koncerten udgav bandet deres album Superstar med mange af de numre som var blevet teaset til koncerten, og sikke et album. Gennem albummets syv numre bliver man draget ind i et episk synthesizer-univers der forbinder rå beats med en vild og sikker vokal.

Hver eneste gang man rammer et omkvæd føles det som tusind synths der blæser om ørene på én, hvor man kun har Line Søndergaards fremragende vokal at holde fast i. Et godt eksempel på dette er intronummeret Crawling, hvor mixet sætter vokalen helt foran et meget minimalistisk beat i verset, men vælter lytteren bagover når omkvæder melder sin indtræden.

Albummet lykkedes også i at vise en god mængde forskellighed mellem sangene. You’re my army har langsomme vers og tunge omkvæd, hvor Stupid er langt mere upbeat og rocket. Unicorn har et C-stykke der piller alt andet end vokalen væk (og giver mig de syeste gåsehud), og Love Has Run Wild bygger en kæmpe instrumentering op til en banger af et slutnummer. Sangene komplimenterer virkelig godt hinanden i deres forskellighed, og sangenes intro og outro er forbundet for at danne en fin rød tråd i albummet.

Det her album er virkelig godt. Giv det et lyt med store høretelefoner på, eller tag ind og se dem spille live og bliv blæst bagover af en stor lyd fra et lille band.